Af Hasse Jørgensen, foto Ove Detlevsen og Esbjerg Kommune, torsdag den 6. Februar 2025

Mens forvaltningen i Esbjerg Kommune arbejder med den nye lokalplan for støberigrunden i Ribe, er der fortsat mange meninger om, hvordan området skal udvikles. Hvor højt må byggeriet blive, hvordan skal vejføringen i området være, hvad med det planlagte parkeringshus, bebyggelsesprocenten? – og mange flere spørgsmål trænger sig på i tiden op til lokalplanens færdiggørelse og offentliggørelse efter politisk behandling.

En af de, der har været meget spændt på støberigrundens endelige udformning, er byrådsmedlem og gruppeformand for SF, Mikkel Ammitzböll, Ribe.

– Hvordan ser du på det nu?

– Efter mange overvejelser og grublerier er jeg blevet mere tryg ved den retning, som byudviklingen i Ribe tager på grunden ved Jernstøberiet.
– Det er naturligvis vigtigt, at vi bevarer byens ånd og charme og derfor ikke tillader for højt byggeri. Et for højt byggeri vil næppe klæde bybilledet, og derfor er det positivt at høre, at forvaltningen nu arbejder med en maksimal bygningshøjde for dele af byggeriet samt har en klar plan for, hvor højere bygninger kan placeres, siger Mikkel Ammitzböll og fortsætter:

– Særligt idéen om et moderne parkeringshus med en måske to etager under jorden og en øverste etage med opholdsareal og udsigtspunkt er visionært i min optik. Det viser, at man tænker i løsninger, der dels er funktionelle og dels giver værdi til byen. Det er også et opgør med tanken om, at ens bil behøver at stå i umiddelbar nærhed af ens bolig.

Kan forvaltningens og borgernes intentioner gå op i en højere enighed. Det er jo kendt, at der er mange forskelligrettede meninger hos borgerne?

– Det, jeg oplevede på borgermødet i Ribe Fritidscenter, bekræfter min tro på, at kommunen har en klar vision for projektet og samtidig er villig til at lytte til borgernes ønsker og bekymringer. Et sådant borgermøde, hvor forvaltningen lægger sagen frem og forklarer bevæggrundene for beslutninger, skaber tillid og engagement omkring udviklingen af støberigrunden. Forvaltningen skal have ros for at møde borgerne og stille op til spørgsmål.

Det er jo en del af Ribes erhvervsliv, der er sendt til historiebøgerne, så der er vel ikke noget at sige til, at ribeborgerne interesserer sig for det?

– Mit håb er, at dette nybyggerkvarter bliver noget, vi alle kan være stolte af. Det historiske jernstøberi er ikke mere, men mit håb for det nye område er, at det naturligt smelter sammen med det gamle Ribe og respekterer den historiske arv.
– Med de rigtige beslutninger kan vi skabe en byudvikling for alle, der kæder fortiden og nutiden sammen.