Tekst Hasse Jørgensen, søndag den 26. oktober 2025
Midt i valgkampen, hvor medlemmerne til det nye byråd findes, er byrådskandidat og byrådsmedlem Tina Skov Larsen (V) blevet ukampdygtig. De næste seks uger kommer Tina til at tilbringe mere eller mindre på sofaen i hjemmet.
Årsagen er, at Tina, som hun selv siger, har været oppe at slås med en stor kokkekniv, og den kamp tabte hun.
– Det er brandærgerligt og virkeligt frustrerende og bestemt ikke lige planen. Jeg tabte ganske enkelt kniben fra køkkenbordet, og den ny slebne, brede kniv borede sig lige ned i foden, hvor den skar sener, muskler og blodårer over. Resultatet blev en akut operation lørdag nat, fordi snittet var så bredt og dybt. Der var tale m, at jeg skulle overføres til Odense, men jeg blev opereret i Esbjerg. Nu skal jeg holde foden helt i absolut ro i to uger, og derefter skal jeg, hvis alt går godt, have en gå skinne på. Jeg er i hvert tilfælde sygemeldt i tre til seks uger, og jeg kan ikke være sygemeldt fra min arbejdsplads, lægeklinikken på Tangevej, af hensyn både til kollegerne og til mine patienter, og så føre valgkamp alligevel. Det fungerer ikke i mit hoved, fortæller Tina, der samtidig siger.
– Folk skal ikke have medlidenhed med mig, for det, der er sket, er sket og det kan ikke ændres. Men som kandidat vil man jo gerne være med i mange af de dejlige arrangementer, der holdes, ligesom man gerne vil gøre sig synlig. Der var flere, der spurgte, hvorfor jeg meldte afbud til arrangementer, og hvor jeg i det hele taget var henne, men det er forklaringen, siger Tina Skov Larsen, da Ryk Ind henvender sig til hende.
Tina Skov Larsen har i øvrigt mødt en utrolig stor hjælpsomhed.
– Da uheldet var sket, lavede hun et opslag på Facebook, og der var strakt 20-25 mennesker, der henvendte sig og tilbød hjælp til uddeling af flyers og opsætning af plakater.
– Det var mennesker, der har travlt med alt muligt andet, og jeg er virkelig rørt og taknemmelig for den hjælpsomhed, lyder det den sygemeldte kandidat.

Med hjælp af gode venner og hjælpere er Tina Skov Larsens plakater kommet på plads i bybilledet











































































