Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, lørdag den 25. april

Disse corona-tider vender op og ned på mangt og meget.

Således også for vores lokale politikere, hvor byråds- og udvalgsmøder indtil nu er holdt som møder på skype, hvor medlemmerne og til byrådsmøderne tilhørerne følger med i debatten på skærme.

Men det laver udvalget for teknik og miljø nu om på.

Når udvalget mødes næste gang fredag den 1. maj bliver det ikke med elektronikken som mødeformidler. Udvalget mødes ganske enkelt i byrådssalen på rådhuset. Her er der normalt plads til 31 byrådsmedlemmer plus embedsmænd og tilhørere, og i den sal kan udvalget fem medlemmer meget let overholde afstandskravene.

– Det er lettere at få en dialog i gang, når man mødes fysisk, og i byrådssalen er der god plads, siger formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (Løsg.)

Om der er andre af byrådets stående udvalg, der gør det samme, er uvist i skrivende stund.