Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, torsdag den 27. august 2026

Når byrådet på mandag den 31. august mødes, bliver et af punkterne på dagsordenen behandling af budgetforslaget for de kommende år ved 1. behandling. Men det betyder ikke, at budgettet på dette møde bliver fastlagt.

Tvært i mod. Det er oplægget til de budgetforhandlinger, der skal finde sted i den kommende tid, og som skal munde ud i den endelige budgetbehandling den 5. oktober i år, hvor det endelige budget skal vedtages af byrådet.

Inden det sker, er der lagt op til, at byrådet mødes til et budgetseminar den 3. og 4. september, og når byrådsmedlemmerne har fået en mere detaljeret indsigt i de muligheder, der er økonomisk, starter de politiske forhandlinger den 8. september, og der er sat tre dage af til disse forhandlinger. På de tre dage kommer de enkelte partiers ønsker frem, og forhandlerne skal prøve at nå frem til et forlig om, hvad der er realistisk.

Det er under disse forhandlingerne, ”klingerne for alvor krydses”, og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) har hele tiden fastholdt, at han går efter et bredt forlig om de kommende års budget.

Borgmesteren har også tidligere oplyst, at kommunens økonomi er god, men der bliver ikke tale om en ”gavebod” Staten har lagt et loft over, hvad der må bruges på velfærd og nybyggeri, og som sætter sine begrænsninger. En aftale, der er indgået med Kommunernes Landsforening.

Det er rammer, som Esbjerg Kommune også skal rette sig efter.

Hvordan de politiske forhandlinger om budgettet kommer til at se ud, er det svært at spå om. Med ti politiske partier er det, som salige Storm P. sagde det, ”svært at spå om fremtiden”

Om børnene skal have lidt mere på bekostning af de ældre, eller hvordan budgettet kan sammensættes, viser sig reelt først, når de politiske forhandlinger er overstået.

Givet er det, at borgmester Jesper Frost Rasmussen går en travl forhandlingsperiode i møde.

De første indledes på mandag.