Tekst og foto: Hasse Jørgensen, onsdag den 6. febr.

Byrådet har på sit sidste møde sagt god for en renovering af ejendommen Drost Pedersvej 10, Ribe, der omfatter seks lejligheder til beboere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

Det er Landsforeningen LEV, der ejer bygningen, som kommunen lejer sig ind i og genudlejer.

Renoveringen løber på i 1.127.900 kroner, som kommunen skal deponere. Beløbet lægges senere på huslejen, så det bliver beboerne, der kommer til at betale.

Selve renoveringen står Landsforeningen LEV for, og den omfatter nyt tag, fugearbejde omkring vinduer, udskiftninger af 6 køkkener med hårde hvidevarer, belysning i køkken og badeværelser og glasafskærmning i badeværelser.

På byrådsmødet oplyste formanden for social- og arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø (E), at arbejdet er tiltrængt samt at Landsforeningen LEV har vedligeholdt ejendommen udvendigt.

Et enigt byåd sagde god for projektet.