Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, tirsdag den 17. januar 2023
Der er endnu intet vedtaget om, hvor i Esbjerg Kommune, der skal sættes solcelleanlæg og vindmøller op, men at de kommer, det er det ingen tvivl om.
Byrådet vedtog på sit møde mandag aften at sende et forslag til principperne for, hvad der skal tages hensyn til ved udpegning af områder til nye energianlæg, ud i en otte ugers høring. Heri ligger også forslaget til selve proceduren for behandlingen af de ansøgninger om opførelse af store energianlæg, der måtte komme.
Som tidligere beskrevet i Ryk Ind Ribe er det et arbejde, byrådet er blevet pålagt gennem lovgivningen, og i stort set alle de indlæg, der blev holdt på byrådsmødet, gik det igen, at man kan lige så godt gøre det frivilligt, for ellers kommer staten og fortæller, hvor energianlæggene skal ligge. Og om formand for plan- og byudviklingsudvalget Henning Ravn (V) sagde: – Det er vi ikke så begejstrede for.
Han slog i øvrigt fast, at anlæggelsen af de store solcelleparker og vindmøller vil mindste CO2 udledningen og dermed være gavnlig for miljøet og hjælpe med at nå kommunens mål om at være CO2 neutral i 2030.
I alle indlæggene var der stor ros til forvaltningen for et stort og godt arbejde, ligesom der var stor begejstring over, at lokalrådene allerede nu er inddraget i arbejdet, og fra flere sider blev det også nævnt, at der skal være gennemsigtighed i planlægningen af de kommende projekter.
Jørgen Ahlquist (S), formand for klima- og miljøudvalget, nævnte, at de store energianlæg er der mange mennesker, der har en holdning til, og derfor er det vigtigt at have lokalrådene med i arbejdet, for det er borgerne, vi kommer til at træde over tæerne med det her.
Jørgen Bosen Andersen (SF) glædede sig over, der var kommet gang i det konkrete arbejde: – Der vil komme udfordringer, men vi er kommet godt i gang. Det er vigtigt, at lokalområderne mærker, at de bliver hørt og inddraget i processen.
Dino Selimovits (C): – Det handler om at løse klimaudfordringerne, så vi kan efterlade jorden i en bedre stand, og jeg fornemmer god opbakning både hos virksomheder og borgere. Det virker som om, alle er blevet mere bevidste om problemerne.
Sabrina Bech Røn (Ny Borgerlige) er modstander af alle tvangspålagte opgaver, men hun fandt dog, at dette her trods alt er det bedste alternativ.
Anne Marie Geisler Andersen (R) støttede at sende forslaget i høring i håb om, at det fører til flere solcelleanlæg og flere vindmøller.
Kurt Bjerrum (V) mente, at det er problematisk, at 1600 hektar skal udlægges til anlæg.
Alex Sørensen (V) lagde ikke skjul på, at han er modstander af solceller og vindmøller. – Men jeg ved også, at vi som byrådsmedlemmer har et ansvar for at varetage de ting, vi bliver pålagt oven fra.
Han glædede sig over, at ansøgere allerede i første runde skal redegøre for den opbakning, deres projekt har i lokalbefolkningen.
Karin Schwartz (S) roste det store forarbejde og at lokalrådene er med.









































































