Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 30. marts

Der er ingen tvivl om, at restaurationsbranchen er alvorligt trængt i øjeblikket. Også på trods af statslige hjælpepakker.

Derfor indstiller økonomiudvalget i Esbjerg Kommune nu til, at byrådet giver en håndsrækning til den betrængte branche. Det sker i form af, at den afgift, som restaurationer betaler for at have udseservering på Torvene i Ribe og Esbjerg, bliver eftergivet resten af i år.

For kommunen betyder det en faktisk mindre indkomst i år på 165.500 kroner, der foreslås taget som udlæg fra kommunekassen.

– Det er en branche, der er klemt, og kan vi hjælpe en lille smule, så giver vi dem en håndsrækning. I Ribe er det jo primært Hotel Dagmar, det drejer sig om, fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).