Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 4. april 2022
Står det til Esbjerg Byråd, så får de handlende i Ribe som ønsket lov til at holde åbent Store Bededag, hvor der også er Tulipanfest i Ribe.
Det var et enigt byråd, der mandag aften overfor Erhvervsstyrelsen anbefaler, at tilladelse til at holde åbent i Ribe gives.
Det er Ribe Handelsstandsforening, der – nærmest traditionelt, fristes man til at skrive – har søgt om tilladelsen.
Sagen er, at da Ribe med op mod 1,5 millioner turister om året ikke betragtes som et turistområde af Erhvervsstyrelsen, skal der søges om tilladelse, hvor gang der ønskes ekstraordinære åbningstider.
På byrådsmødet sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), at man har undersøgt muligheden af at give en generel godkendelse.
– Men det kan vi ikke. Vi skal søge hvert år, og der plejer at komme et positivt svar. Det gør der forhåbentligt også i år.
Og dermed gik sagen glat gennem byrådet.









































































