Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Rene Jørgensen, mandag den 18. marts.
Alt tyder på, at Ribes forretninger også i år får lov at holde åbent, når tulipanfesten traditionen tro trækker tusinder af gæster til Danmarks ældste by.
Ribe Handelsstandsforening har søgt om tilladelse til at holde åbent i bededagsferien, hvor tulipanfesten afvikles fra den 16. til den 19. maj begge dage inklusive.
Det er Erhvervsstyrelsen, der træffer den endelige beslutning, men et ja fra Erhvervsstyrelsen kræver en positiv indstilling fra byrådet, og den gav Esbjerg Byråd på sit møde mandag aften. Erhvervsstyrelsen har tidligere sagt ja til den udvidede åbningstid i Ribe, og der er næppe grund til t antage, at Erhvervsstyrelsen ikke også vil sige ja i år, når byrådet er positivt.
Tulipanfesten har de sidste år givet et sekscifret overskud til de tre arrangerende foreninger, nemlig Ribe Badminton Club, Ribe Håndboldklub og Ribe Boldklub, og de handlende vil gerne bakke op om arrangementet ved at gøre byen levende med åbne butikker.










































































