Tekst og foto: Renè Jørgensen. Illustration: Seem Sogn
9. december 2019.

Byhornet – Et lokalblad og kirkeblad for Seem Sogn.

At vore lokalsamfund gør meget for sammenholdet, er der vist ikke mange, der er i tvivl om. I Seem Sogn har man netop sendt blad nr. 135 ud, et blad der udgives fire gange årligt af Seem Kirkes Menighedsråd i samarbejde med Historisk Arkiv i sognet.

Bladet rummer både praktiske oplysninger og læserbreve om livet i sognet. Hver måned er der møde i Skallebækhuset – der er tale om formiddagsmøder med stor deltagelse. Det første møde i det nye år er den 21. januar, hvor der er foredrag af præst ved Ribe Domkirke, Signe Von Oettingen. Hun fortæller om, hvad der sker til Grænsen – genforeningsjubilæet.

Heller ikke Skallebækhuset er gået fri af den kommunale sparekniv og i det nye nummer må redaktøren Søren Mulvad forklare flere af sognets læsere, hvad der skal ske med huset.

– Bygningen er opført af lokale frivillige for kommunale midler i den gamle Ribe Kommune. Da skolen lukkede kunne bygningen bruges som en form for kulturhus. Det årlige beløb på kr. 57.000 til opvarmning og rengøring spares væk og bygningen sættes til salg, skriver Søren Mulvad.
Egentligt er det mærkeligt, når man ønsker at styrke de små samfund, at beløbet størrelse kan have så stor en betydning – et lille beløb, der gavner de mange borgere i Seem Sogn.
På en munter dag ville man jo nok sige, at for de kr. 57.000 får man ikke mange konsulenttimer i kommunen – hverken til at kigge på den grønne grøde, arbejde med ordblindhed eller hvor der nu er massive udfordringer i kommunen.

Men sikkert er det, at Historisk Arkiv nedlægges og lægges sammen med Byarkivet i Ribe. Lars Nykjær har da også et indlæg i bladet, der fortæller om, at alle henvendelser til kommunen om bevarelse af Skallebækhuset ikke har båret frugt. Han konkluderer: ”Beboerne i Seem sogn bor et sted, hvor Esbjerg Kommune ikke prioriterer et folkeligt samlingssted med eget arkiv særlig højt”.

– Det har ellers været et godt efterår for Høm/Seem UIF, hvor der skulle findes nye fodboldtrænere. I disse mørke måneder er badmintonsæsonen i gang. En stor tak rettes der til festudvalget der stod for Aktivfesten i november, som også blev en succes, skriver bestyrelsen i Byhornet, der dog allerede nu ser frem til, hvor det igen går løs på boldbanerne.

Jo, de kan noget derude i Seem Sogn. For øvrigt er det jo også sognet, der gang på gang vinder optoget til Tulipanfesten. Sammenhold med eller uden kommunal støtte, så er det fællesskabet, der viser vejen frem.