Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 16. juni 2026
Den nuværende magasinbygning på Nørremarken nærmere betegnet Ørstedsvej 46 står foran en kraftig udvidelse. I alt er der planer om at bygge 1670 kvadratmeter til syd og øst for den nuværende bygning.
Det er Museum Vest, Esbjerg Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum, der står bag projektet, som ventes at løbe op i 12 til 14 millioner kroner.
Byrådet har i budgetlægningen afsat 6,9 millioner kroner til projektet, og desuden har Slots og Kulturstyrelsen lovet 2,6 millioner kroner til projektet. Det resterende beløb forsøges skaffet via fonde og andre bidragsydere.
Første skridt på vejen til realisering af projektet er, at byrådets økonomi- og bosættelsesudvalg har frigivet en bevilling til projektering af byggeriet på 305.156 kroner, fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der tilføjer at sagen også lige skal en tur i byrådet.
Projektet er delt op i tre faser. Om dem hedder det i sagsfremstillingen til udvalget:
Del 1: Byggeri af en ”kold hal” (en isoleret, uopvarmet stålhal) til fx sten og træbyggede fartøjer og vogne. Indrettes desuden med særskilt areal til opbevaring af udstyr til arkæologi. Bygningens grundareal (netto): 768 m2 i 6 meters højde.
Del 2: Ny tilpasning og indretning af østlige ende af eksisterende bygning Ørstedsvej 46 til klimastyret magasin med direkte adgang fra det eksisterende, klimastyrede magasinlokale. Areal (netto): 278 m2 i 6 meters højde.
Del 3: Byggeri af nyt klimastyret magasin syd for den eksisterende magasinbygning. En lukket gangforbindelse skal forbinde de to bygninger. Bygningens grundareal (netto): 624 m2 i 8 meters højde.








































































