Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 30. januar 2023

Alt tyder på, at bybussen i Ribe til sommer kører sin sidste tur i forbindelse med køreplanskiftet. Men til gengæld er der mulighed for, at der på et tidspunkt kommer en ”turistbus” i byen som måske kan forbinde campingpladsen, feriebyen og turistattraktionerne som Vadehavscenteret og Vikingecenteret.

Det er udgangen af de drøftelser, som byrådets økonomiudvalg havde om den fremtidige kollektive trafik i kommunen. Baggrunden er som bekendt ønsket om at få udlignet det underskud, der er på den offentlige trafik i kommunen. Ud over en nedlæggelse af bybussen betyder det reduktion af flere bybuslinjer i Esbjerg specielt i aftentimerne.

Skal have tilskud

Selv om disse forslag formentligt vedtages af et flertal på næste byrådsmøde, skal den kollektive trafik alligevel have tilført 2,8 millioner kroner fra de likvide midler til dækning af det forventede underskud trods besparelserne.

De borgerlige partier har hele tiden været tilhængere af besparelserne, mens S og SF vil afvente en igangværende evaluering af den kollektive trafik, ligesom de to partier er modstandere af serviceforringelse indenfor den offentlige trafik.

– Det regner til et flertal for forvaltningens indstilling og dermed besparelserne, konstaterer borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Nye muligheder?

Han fortæller samtidig, at forvaltningen sammen med Sydtrafik er blevet bedt om at undersøge, hvorvidt der kan laves noget kørsel mellem feriestederne og attraktionerne i sommerperioden bl.a. til gavn for turisterne.

– I mange af høringssvarene peges der på en sådan løsning, og kan det hænge sammen med Ribe Camping, Ribe Byferie Resort og attraktionerne, er det noget vi skal se på i samarbejde med destination Vadehavskysten, påpeger borgmesteren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Borgmester Jesper Frost

Med hensyn til de foreslåede besparelser, peger Jesper Frost Rasmussen på, at det er nød, der tvinger byrådet ud i den situation.

– Økonomien er så presset både på det her og andre områder, at får vi ikke skabt balance i den kollektive trafik, må vi skære på nogle af de store velfærdsområder, som skoler, ældre og lignende.

Der er jo heller ikke mange, der benytter bybussen?

– Det viser tallene. For rigtig mange er der et godt alternativ i Flextrafik. Det er selvfølge en ulempe, at turen skal bestilles to timer før udførelse, men med Flextrafik kan man blive kørt fra dør til dør, hvilket man ikke kan med bybussen, påpeger borgmesteren, der samtidig siger, at de skoleelever, der bliver berørt af nedlæggelsen af bybussen i Ribe ikke kommer til at mærke noget, da en anden bus får sin rute omlagt en smule, så eleverne kan bruge den.