Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 4. september 2024
Ledelsesstrukturen i firmaet By Skovmose ApS i Ribe, er under ændring. Erhvervsmanden Flemming Paasch, Kolding, er trådt ind i selskabet.
By Skovmose ApS, der ejes af Tobias Skovmose, driver i dag restauration Kolvig, Den gamle Arrest og Brorsons Minde, og ønsket om en ændret ledelsesstruktur skyldes udelukkende arbejdspres og for at ruste firmaet til fremtiden.
– Jeg har fundet ud af, at jeg skal gøre det, jeg er god til, og det er at være vært og være i køkkenet. Det administrative er ikke min stærkeste side. Det tager mig for lang tid, og da jeg også gerne vil være mere sammen med min kone og vores fire børn, skal jeg havde aflastning på ledelsesområdet, siger Tobias Skovmose, der videre fortæller, at man i selskabet er i gang med at danne en ny bestyrelse, der kan aflaste Tobias Skovmose.
Han har netop tabt en retssag mod turistattraktionen Marsk Camp i Skærbæk, hvor Tobias Skovmose i fem uger drev restaurationen.
– Vi skiltes som venner men blev uenige om overtagelsen af selskabet By Skovmose Skærbæk, som jeg er trådt ud af som direktør. Nu venter vi blot på, at det selskab bliver opløst, men det har intet med virksomheden i Ribe at gøre.
– By Skovmose Skærbæk ApS og By Skovmose ApS, Ribe, har overhovedet intet økonomisk fællesskab, og vi fortsætter driften i Ribe helt uændret med de forbedringer, vi løbende er i gang med, fortæller Tobias Skovmose.
– Du har også opsagt forpagtningen af Brorsons Minde?
– Ja, til september næste år. Indtil da kører vi videre som hidtil.
– Hvorfor har du opsagt forpagtningen?
– Det er for at passe på mine ansatte og som sagt også fordi jeg gerne vil have mere tid sammen med min kone og børn.
– Brorsons Minde er en god forretning, men i perioder i året er der ikke omsætning nok til, at der kan være fast personale på stedet. Det betyder, at jeg skal trække på de medarbejdere – kokke og tjenere – jeg har i restauration Kolvig, og de løber stærkt nok i forvejen.
– Det er dygtige og engagerede medarbejdere, som jeg er meget glad for, og som jeg også meget gerne vil beholde. Derfor skal jeg også passe på dem. Jeg har aldrig haft problemer med at få personale, også fordi jeg betaler en god løn, men når de er oplært og dygtige, vil jeg også gerne beholde dem. Jeg har tidligere ansatte, der i dag bor i København, som jeg kan trække på ved spidsbelastninger, men jeg skal også passe på dem, lyder det fra Tobias.
– Får du ikke brug for Brorsons Minde til selskaber?
– Jo, men er det selskaber på over 50 personer, kan jeg have dem i restaurationen, som jeg i givet fald lukker til lejligheden. Her kan der være 90 spisende.
– Desuden vil vi satse mere på diner transportable og udvide det, så vi også kan sende en kok og eventuelle tjenere med ud til private selskaber, hvis det ønskes, forklarer Tobias.
Han overtog Brorsons Minde for seks år siden og har i godt fem år drevet restauration Kolvig. I oktober 2020 overtog han driften af Den gamle Arrest.