Tekst: René Jørgensen foto: privat
30. september 2024.
“VERDENS FØRSTE HORROR-PRØVERUM ÅBNER I RIBE”
Vi hører meget i medierne om, hvordan Temu (Kinesisk online-handelsplatform, der blev stiftet i juli 2022, red.) ødelægger det for mange webshops og fysiske butikker herhjemme. Derfor har Sjov & Spil Ribe nu valgt at tage kampen op og sætte fokus på, at kunden også skal have en oplevelse, når de handler i en butik, fortæller Bo Kristiansen fra Sjov & Spil på Mosevej.
“I forbindelse med Halloween har vi åbnet verdens første og eneste HORROR-prøverum til udklædning,” fortæller Bo.
MEN DET SPØGER OGSÅ
Udover horror-prøverummet har vi hyret nogle spøgelser og monstre, som vil hjemsøge butikken frem til Halloween. På den måde får vi også kunderne ud i de fysiske butikker.
“Vi er en lille butik i Ribe, og vi kan mærke, at salget er faldet, efter at Temu er kommet til Danmark. Konkurrencen mod de store kæder er også en udfordring. Derfor prøver vi at gå nye veje uden de store omkostninger, da vi slet ikke har de samme markedsføringsbudgetter som Temu og de store kæder,” siger Bo Kristiansen.
“Konkurrencen om festartikler, især Halloween, er blevet hård. Men man skal tage det roligt, tage kampen op og give kunderne en sjov oplevelse. Vi vil gerne give vores kunder en (u)hyggelig oplevelse – især op mod Halloween.”