Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
5. december 2024
Mange turistbusser besøger Ribe Kammersluse, som har rigtig meget at byde på:
– en spændende sluse,
– et dige som kun netop klarede orkanen i 99,
– en velproportioneret handicaprampe, så alle kan komme op og opleve udsigten over Vadehavet, Mandø, Fanø og Esbjerg,
– en spændende udstilling ved den tidligere slusemesterbolig,
– kulinariske perler i Restaurant Kammerslusen
og måske en sejltur med Mandøpigen.
Det er helt galt
Men der er lige en kedelig, men væsentlig ting, som bare ikke er i orden. Det er mulighederne for at vende og parkere de store turistbusser. Helt galt er det, når parkeringspladsen er fyldt op med personbiler – og det er den næsten hver eneste dag.
Svære vilkår ved vending
En buschauffør siger til RYK IND RIBE, at han gerne kører til Sort Sol i Ribe-marsken, men: – Jeg kan få det helt dårligt, når jeg ikke kan vende min bus.
En gang kom han helt ind på parkeringspladsen ved Restaurant Kammerslusen – og herfra kom han kun ud igen med hjælp af velvillige personer, som kunne holde øje med de døde vinkler!
Løsningen ligger lige for
RYK IND RIBE har talt med Bjarne Kiholm, som ofte har haft hele gårdspladsen fyldt op med glade turister – og nogle gange har bussen endog været parkeret på privat grund. – Jeg har flere gange rettet henvendelse til Esbjerg Kommune om parkeringen ved Ribe Kammersluse – og specielt udfordringerne, når der kommer tre busser på samme tid.
Der peges på en grund – en græsparcel – lige før indkørslen til Restaurant Kammerslusen.
– Her kan der laves en busparkering / vendeplads for et mindre beløb – og hvis man anvender samme armering som inde på autocamperpladsen bag Restauranten, så vil løsningen falde ind i naturen på stedet, siger Bjarne, der også har fået flere henvendelser fra busselskaber, som gerne så denne løsning.
- Græsarealet mellem indkørsel og Pottemagerhuset
- Armering sm på autocamperpladsen
Spørgsmålet er bare – hvor ligger opgaven?
Landskabsarkitekt Steen Gelsing, der har stået for Helhedsplanen for Kammerslusen, skriver onsdag til RYK IND RIBE på spørgsmålet – Hvor langt er Esbjerg Kommune med at etablere busparkering og vendeplads ved Ribe Kammersluse – sydsiden med fremkørsel af Bjerrumvej?: – Jeg har aldrig hørt noget om, at der skulle være busparkering ved Kammerslusen.

Den gule pil viser, hvor der kan laves P-plads
Lokal vognmand bakker op
Opbakningen fra et busselskab tilbage i 2021: – I henhold kortudsnittet med ønsket om p-plads til turistbusser ved Kammerslusen kan jeg kun til stemme i, at det er tiltrængt med buspladser. Vi kører ofte vadehavsturister ud til Kammerslusen.
Som det er nuværende, så er det i mange tilfælde yderst besværligt at vende bussen rundt og derefter at parkere forsvarligt. Det gælder i forhold til alm. personbilsfærdsel, da bussen ofte kommer til at holde uhensigtsmæssig pga. af pladsmangel og bussens størrelse.
På det udpegede areal kunne der fint være 2 – 3 buspladser – nok ikke mere i forhold til den plads, der kræves for, at busserne kan komme ud og dreje.
Jeg tror, at to buspladser kræver en samlet bredde på ca. 6 – 7 m. og 14 – 15 meters længde – gældende for det samlede parkeringsareal. Typisk turistbus er 2,55 m bred og fra 12 – 15 m. lang.
(CLAUSENS BUSSER ApS / Hans Clausen).