Tekst Hasse Jørgensen, foto Vadehavscenteret. Søndag den 24. februar.

Første skridt mod en bedre busbetjening af produktionsskolen på Lustrupholm, Vikingecenteret, Vadehavscenteret i Vester Vedsted samt traktorbusserne til Mandø er nu taget. Men om den bedre busbetjening bliver en realitet, er det endnu for tidligt at sige noget endeligt om.

Det er byrådets udvalg for teknik og miljø, der har indstillet et forslag til byrådets økonomiudvalg, så forslaget kan komme med i de næste budgetforhandlinger, der har virkning om et år.

Hele sagen er blevet aktuel efter ombygningen og udvidelsen af Vadehavscenteret i Vester Vedsted, der har trukket masser af mennesker til denne unikke attraktion. Det har øget opmærksomheden på, at det er meget svært at nå Vester Vedsted fra Ribe med offentlig transport uden for skoledagene – d.v.s. ikke mindst i sommerferien, der er Vadehavscenterets højsæson, ligesom det er tilfældet for turisme på Mandø og besøgende til vikingecenteret.

I øjeblikket er der seks daglige afgange til og fra V. Vedsted, men som nævnt er det kun på skoledage. I ferier og på lørdage samt søn- og helligdage kører ingen busser.

Teknik- og byggeudvalget foreslår, at buskørslen bliver udvidet fra og med uge 10, der er først i marts, til og med uge 44, der ligger først i november. Det er i den periode, Vadehavscenteret har højsæson. Og det vil samtidig tilgodese traktorbusser til Mandø samt vikingecenteret.

– Forslaget koster 265.000 kroner årligt at gennemføre, og vi sender det nu videre, så det kan komme med i de kommende budgetforhandlinger, siger formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (S)