Tekst: Hans Jørgensen. Foto: Rene Jørgensen (Copyright)

Ribe vil fortsat kunne være hjemsted for udenlandske par, der ønsker at blive viet i nordens ældste by, og dermed er mulighed for at bevare bryllupsturismen intakt for både Ribe og andre lokale steder,

Det er resultatet af det brede politiske forlig, der er indgået på Christiansborg. Forliget går ud på, at en central ekspertenhed skal godkende udenlandske ægteskab på den måde, at papirerne sendes til den centrale enhed, der har en uge til at godkende dem, hvorefter papirerne elektronisk sendes til den kommune, hvor parrene ønsker at blive viet. Er papirerne falske, nægtes tilladelse til vielse.

Der er altså ikke noget med, at parrene fysik skal møde op i den centrale enhed til en personlig samtale. Hvis det var blevet tilfældet, frygtede mange, at så ville parrene også vælge at blive viet i den by, hvor enheden bliver placeret. Hvor det bliver, vides i skrivende stund ikke, men meget peger ifølge folketingsmedlem Carl Holst (V) på, at det bliver enten Åbenrå eller København, da enheden skal oprettes i et af de såkaldte familiehuse, der skal etableres i forbindelse med Statsforvaltningen.

– Og så må vi nok sige, at Åbenrå er det oplagte valg, da Statsforvaltningen har til huse her, hvis vi vil beholde enheden i regionen, siger det lokale folketingsmedlem, der har været med til at forhandle ordningen

Netop den kendsgerning, at ægteparrene ikke fysisk skal møde op, er årsagen til, at Dansk Folkeparti ikke er med i forliget. Ifølge Carl Holst ønskede DF netop den stramning.

Om forliget siger han:

– Vi har lavet en bred aftale, som sætter en effektiv stopper for proformaægteskaber. Den betyder, at Danmark fremover ikke kan misbruges til, at udlændinge snyder sig til ophold i EU gennem proformaægteskaber. Vi sikrer dermed også, at kriminelle netværk ikke kan tjene penge på desperate menneskers håb om en bedre fremtid i Europa gennem et dansk proformaægteskab.

– Men i forhandlinger har det også været vigtigt for mig som lokalt valgt folketingsmand at sørge for, at aftalen ikke kommer til at gå ud over den gode bryllupsturisme. Så udenlandske par kan stadig komme direkte til Ribe og andre steder som eksempelvis Tønder og Fanø og blive gift i smukke rammer.

– For mig har det hele tiden været et spørgsmål om ”både og” og ikke ”enten eller”, siger Carl Holst.