Tekst Hasse Jørgensen, foto Torben Ravnborg Nissen, torsdag den 4. juni 2026

De lokale kunder i Brugsen i Egebæk-Hviding kan nu parkere langt sikrere, end tilfældet var før, hvor der skulle parkeres langs hovedvejen og kunderne nogle gange måtte løbe spidsrod mellem de passerende biler.

Som bekendt købte Ribe og Omegns Brugsforening, der også driver butikken i Egebæk-Hviding, nabohuset med henblik på nedrivning og etableringen af af parkeringspladsen.

Det arbejde er nu færdiggjort, og den nye p-plads blev officielt taget i brug i dag, torsdag.

Den nye p-plads har tilkørsel fra Syrenvej, da Vejdirektoratet ikke ville godkende til- og udkørsel fra og til hovedvej 11.

Det betyder formentligt, at strøgkunderne fortsat vil parkere ved hovedvejen, men de lokale kan bruge den nye p-plads, og de børn, der bliver sendt i brugsen af mor og far, kan ligeledes benytte ”bagvejen”, så de undgår hovedvejstrafikken.

Ibrugtagningen af den nye p-plads blev markeret torsdag eftermiddag, da TV-kokken Claus Holm kom og serverede lækkerier.

Under linjerne her kan du se flere billeder fra begivenheden.