Tekst & Mobilfoto: Johnny Tauman
21. oktober 2024
Byens overnatningssteder vil gerne have en levende by med handel hele året – og håber derfor, at de mange attraktive butikker kan trække handlende / turister specielt også i ydersæsonerne. RYK IND RIBE har modtaget et par henvendelser på artiklen, hvor Lasbo PhotoCare fortalte, at butikken ville have åbent tirsdag og torsdag i efterårsferien grundet afvikling af ferie.
Der opfordres til lidt debat / dialog om, hvorfor arbejdskraften mangler under henvisning til, at flere butikker hen over sommeren har haft helt lukket i en uge! – Det kunne være fedt at få de unge og ældre mennesker i byen og området i tale – det er dem, vi mangler, lyder opfordringen.
Vanskeligere med personaleplanen
Ejeren af Lasbo PhotoCare, Frank Leed, giver her sit bud på forhold, som er blevet vanskeligere med årene, når det handler om at drive en fotoforretning med faglig ekspertise. Han har ansat fotograf Minna Øbom Poulsen som butikschef – og hun nyder at arbejde i butikken, som har været hendes andet hjem i mere end 34 år. Men der er i perioder lige opgaver som skolefotografering, der betyder, at det kan være vanskeligt at få personaleplanen til at gå op mht. åbningstider – og dertil kommer afvikling af feriedage.
Må satse på ART-fotografering
Frank Leed, der ejer fotobutikker i tre byer – Esbjerg, Varde og Ribe – er opmærksom på, at der skal findes nye områder inden for fotografering, hvis potentialet skal øge omsætningen. Han peger bl.a. på ART-fotograferingen, som omfatter babyfotografering, hvor studierne skal udvikles – det samme gælder udstillingerne.
Digitale billeder bør printes
Og så skal vi have fat på de unge mennesker, så de i butikkerne med enkle tilbud kan printe fotos fra mobiltelefonerne, som har overtaget en stor del af fotomarkedet. – Der var engang, at eksempelvis konfirmander ønskede sig et spejlreflekskamera med mulighed for at købe objektiver. Nu skal vi være glade, hvis der sælges et spejlløst kamera, fortæller Frank Leed. Han erfaktisk imponeret over, hvad en mobiltelefon med tre linser kan præstere. – Billederne skal blot ikke digitalt ligge i et bibliotek på mobilen – her vi en mulighed for at øge omsætningen, siger Frank, der i butikken i Esbjerg har fået et nyt system installeret.
Landsdækkende kæders betydning
Frank har et bud på, hvorfor handelen går tilbage i nogle byer som Ribe, Varde, Bramming og Tønder. – Når store kæder som fx Sportsmaster lukker ned, så flytter kunderne til eksempelvis Esbjerg. De landsdækkende kæder tiltrækker handlende – og det mærker vi naturligvis. Og så kan det godt være, at der er mange turister i højsæsonen, men de køber hverken kameraer eller får printet deres butikker. Lasbo PhotoCares primære kunder bør være de unge og ældre fra lokalområdet!
Butiksassistenters vilkår
– Nu har vi prøvet at holde åbent tirsdag og torsdag i efterårsferien – og hvordan det er gået, vil vi evaluere. Nogle kunder har peget på fredag og lørdag som bedre åbningsdage, konstaterer Frank Leed, der som mange andre fotohandlere har fået udfordringer på personalesiden. – Jeg har netop fået udlært en elev, men i fremtiden vil Handelsfagskolen ikke tilbyde en fotolinje. Der vil være tale om elever med generel fokus på detailhandelen, fortæller Frank Leed, der håber på mere stabile åbningstider med respekt for de ansattes ansættelsesvilkår med maksimale ugentlige arbejdstimer.
Opfordring: BRUG NU DE LOKALE BUTIKKER!