Tekst & Foto: Johnny Tauman
22. marts 2024

– Det er vigtigt med underlaget, når brostenene skal på plads oven på fjernvarmerørene i Dagmarsgade, lyder det fra Nørgaard Anlægs brolægger Henrik, der startede nær Banegårdspladsen tirsdag eftermiddag.

Det brede stykke, hvor fjernvarmelinjen krydser over til Odins Plads, bliver lagt først

– Det første stykke er i fuld gadebredde. Det vil tage tid, men herefter bliver der et længere smallere stykke, hvor det visuelle indtryk vil være: hvor går det da hurtigt!, siger Henrik til RYK IND RIBE, der har Eyvin med som hjælper. Eyvin skal lægge stenene i rækker – med respekt for størrelser – og hele tiden være et skridt eller to foran, så Henrik har noget at arbejde med.

Ejvin har fat i hver sten mindst to gange – brosten har jo mange forskellige dimensioner

De to medarbejdere fra Nørgaard Anlæg behøver ikke at gå i motionscenter og dyrke vægttræning. – Alle sten bliver løftet og vendt – og for god orden skyld vil jeg lige nævne, at 2,5 m2 brosten vejer et ton.