Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 31. august 2023
Hvad har broderi at gøre med bryg og brød?
Den sammenhæng skal der kreative hjerner til at forstå, men netop i foreningen BrodeRibe er der kreative hjerner.
Foreningen planlægger en stor broderifestival i Ribe i dagene fra den 8. til den 10. marts 2024, og allerede nu er der udarbejdet et omfattende program for festivalen med adskillige workshops og markedsdage både fredag, lørdag og søndag.
Det endelige program er en råskitse, hvor detaljerne ikke er på plads, og derfor skal vi vende tilbage til disse, når programmet er helt færdigt. Men blandt emnerne er sammentrækssyninger, broderede portrætter, platwerk, nålefilt og broderi, Carl Henning P. og frit broderi, og vi kunne blive ved.
Som optakt til broderi-sæsonen havde BrodeRibe torsdag aften planlagt en hyggelig aften på Ribe Bryghus, og det er her ordvalget broderi, bryg og brød kommer ind i billedet.
For broderiaftenen var henlagt til Ribe Bryghus, og et halvt hundrede damer deltog. Her skulle deltagerne brodere motiver ud fra to forskellige servietter, der begge omhandlede brød. Desuden fik deltagerne en forfriskning i form af bryghusets gode produkter, og dertil kom, at der var et par stykker smørrebrød, så begrebet broderi, bryg og brød gik op i en højere enhed.

Billeder fra en hyggelig aften på Ribe Bryghus