Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 21. august 2022

Kanterne på andeøen i Ribe er begyndt at skride, og om en uge begynder kommunen at sikre brinkerne. Det betyder, at en del af adgangen til andeøen via broerne vil være spærret mens arbejdet står på.

Det fortæller formanden for Lokalråd Ribe Midt, Willi Weber, der netop er blevet orienteret om arbejdet af Esbjerg Kommune.

Steen Gelsing fra kommunen oplyser, at de berørte beboere er blevet orienteret om, at der vil komme arbejdskørsel, ligesom broen fra Sct. Catharinæ Plads vil være spærret i arbejdstiden. De øvrige broer til Andeøen vil være spærret delvist i dagtimerne afhængig af arbejdet karakter.

Arbejdet forventes at vare i to måske tre uger.

Der vil blive opsat nogle informative tavler om arbejdet og den begrænsede adgang til andeøen.