Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 28. marts 2023

Mens der fortsat arbejdes ihærdigt på at få fjernvarme fra Ribe bredt ud til Egebæk-Hviding og Vester Vedsted, kommer der nu en økonomisk håndsrækning fra Christiansborg.

Netop økonomien var et emne på det beboermøde, Ribe Fjernvarme holdt i Aktivitets- og Kulturcenteret i Egebæk-Hviding søndag aften med flere end 100 deltagere. Her bebudede driftsleder Richard Boisen, der ville komme flere penge til de puljer, der hjælper forbrugerne med konvertering fra olie eller gas til fjernvarme.

I skrivende stund mangler der 37 husstande at blive tilmeldt fjernvarmen, hvis fjernvarmen skal nå ud til Egebæk-Hviding og Vester Vedsted.

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget netop i dag (tirsdag. Red.) indgået aftale om fordeling af 200 millioner kroner til at hjælpe husstande af med gasfyret og fjernvarmeselskaber med udrulningen af fjernvarme. Med aftalen tilføres afkoblingsordningen 112 millioner kroner, mens der tilføres 88 millioner kroner til fjernvarmepuljen.

Gasfyrene i Danmark skal udskiftes – og helst med grøn og vedvarende energi som f.eks. fjernvarme eller en varmepumpe, er den officielle politik. Dagens aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige sikrer, at endnu flere danske husstande i år kan få hjælp til at komme af med deres fossile varmekilde. Kun Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti er ikke med i forliget.

– Gassen skal ud af de danske hjem og erstattes med en grøn varmekilde som for eksempel fjernvarme eller en varmepumpe. Danskerne har allerede vist meget stor interesse for at komme af med deres olie- og gasfyr, og derfor er jeg glad for, at vi allerede i år kan hjælpe endnu flere danskere med at blive afkoblet gas systemet og hjælpe fjernvarmevirksomhederne med at rulle fjernvarme ud til flere, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Med aftalen øges afkoblingsordningen med 112 millioner kroner, mens der tilføres 88 millioner kroner til fjernvarmepuljen. Fordelingen skønnes at understøtte, at ca. 13.000 gebyrfritages i afkoblingsordningen og fjernvarmevirksomheder får støtte til udrulning af fjernvarme til ca. 4.300 husstande.

I en pressemeddelelse fra energi-, klima- og forsyningsministeriet udtrykker forligspartierne stor glæde over, at der nu er tilført yderligere midler til de puljer, der skal lette danskernes overgang fra fossile brændstoffer til grøn energi, når det gælder opvarmning af boligerne.

Fordelingen af midlerne vil blive lagt oven i dem, der allerede er afsat til de respektive puljer. Midlerne vil blive tilført gennem et aktstykke. Derefter forventes Fjernvarmepuljen at fortsætte umiddelbart efter tilførslen af midler, mens afkoblingsordningen forventes at genåbne hurtigst muligt, forventeligt 10. maj.

Fakta

  • Afkoblingsordningen og fjernvarmepuljen blev oprettet med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 og har til formål at understøtte udfasning af olie- og gasfyr.
  • Afkoblingsordningen indeholder nu 254 mio. kr. og fjernvarmepuljen 386 mio. kr. i 2023, inkl. midler fra Aftale om inflationshjælp 2023 og Aftale om vinterhjælp 2022. Midler fra Aftale om vinterhjælp 2022 tilføres med finansloven for 2023.
  • Med afkoblingsordningen kan husstande søge om fritagelse for at betale gebyret for at blive afkoblet af gassystemet (ca. 8.000 kr.), når de melder afkobling af deres gasfyr, og der er penge i puljen.
  • Fjernvarmepuljen giver fjernvarmevirksomheder tilskud til konverteringsprojekter, hvor fjernvarmenet udrulles i nye fjernvarmeområder, og hvor individuelle olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme. Fjernvarmevirksomhederne kan modtage op til 20.000 kr. i støtte pr. konvertering.
  • Der er i alt afsat 4,7 mia. kr. i perioden 2020-2026 til puljer, som understøtter udfasning af olie- og gasfyr i private boliger (fjernvarmepuljen, afkoblingsordningen, skrotningsordningen og bygningspuljen).
  • Det er muligt for husstande, både at få gebyrfritagelse fra afkoblingsordningen og få støtte fra fjernvarmepuljen, hvis der skiftes fra gasfyr, og fjernvarmevirksomheden udruller fjernvarme i ens område.