Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 20. februar

Sydvestjysk Brandvæsen opretholdt hele natten til fredag vagt ved både Ribe Fritidscenter og det såkaldte Cykeldige, der forbinder Ribe med Seem.

Selv om situationen ved Ribe Fritidscenter torsdag aften var under kontrol og vandet ved hjælp af en mobil dæmning blev holdt væk fra fritidscentret, skulle der dog ikke meget til, før noget kunne gå galt og en hurtig indsats nødvendig for at hindre vandet i at trænge ind i fritidscentret.

I skrivende stund, torsdag midt på aftenen, er situationen på stedet stadig rolig.

Et af problemerne er, at hvis der trænger vand ind i et el-skab, risikerer systemet at kortslutte, og det vil slukke for et par motorer, der er med til at dræne område og pumpe vandet væk. Det vil muligvis kunne få vandet på boldbanerne til at stige voldsomt og dermed øge risikoen for en oversvømmelse af centret.

Sydvestjysk Brandvæsen havde i øvrigt droneberedskabet fra Varde tilkaldt for at indsatsledelsen kunne danne sig et skøn over digernes tilstand. Det gav ikke anledning til yderligere tiltag.

Du kan læse et resume af begivenhederne de to sidste døgn på Ribe Brandmandsforenings hjemmeside. Den finder du ved at klikke her.