Tekst og foto Hasse Jørgensen. Tirsdag den 27. nov.

Mange har bemærket, at vinduerne ind til Sydvestjysk Brandvæsens udstillingslokaler på brandstationen ud mod Rosenalle er dækket af brunt papir.

Det er Ribe Brandmandsforening, der til dagligt bruger lokalerne til udstilling om brandvæsnet og bl.a. den gamle Ford A, og det er ikke fordi, brandmandsforeningen er træt af udstillingen.

Årsagen er ganske enkelt, at julen nærmer sig, og dermed gentager brandmandsforeningen succesen fra sidste år, hvor foreningen for første gang prøvede at lave en juleudstilling med klart sigte på børn og barnlige sjæle.

Så bag det brune papir er foreningens medlemmer i fuld gang med at opbygge juleudstillingen, der som sidste år bl.a. vil rumme et nisselandskab, et kørende tog, en julemand og den store Lego-brandstation fra Mosevejens Brandvæsen, der er en tro kopi af et rigtigt brandvæsen opbygget i Lego-klodser.

Og som vanligt kan børnene aktivere tog og julemusik ved tryk på en knap på en rude.

Hele herligheden bliver afsløret på fredag den 30. november i forbindelse med, at julemanden vækkes på Torvet.

Udstillingen rummer også en konkurrence, hvor børnene kan gætte, hvor mange nisser, der er med i udstillingen. Kuponer til konkurrencen vil senere blive offentliggjort i UgeavisenRibe, hvor den kan klippes ud, og her på Rykindribe, hvor den kan printes ud, ligesom den kan fås på brandstationen i en lille kasse ved udstillingen.

Gevinsten er en VIP-dag på brandstationen under tulipanfesten for vinderens og dennes klassekammerater.

Lodtrækningen af vinderen finder sted mellem jul og nytår.