Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 11. november 2025

Det kan være en voldsom oplevelse for både børn og voksne, hvis de kommer ud for en brand eller anden form for ulykke. Nu er Sydvestjysk Brandvæsen, der også omfatter stationen i Ribe, begyndt at have små bamser med på udrykninger.

Både politi og flere ambulancekorps har lige som nogle sygehuse brugt bamserne som en trøst, og operativ leder ved Sydvestjysk Brandvæsen, Lenni Schmidt, fortæller, at bamserne nu også bliver placeret i indsatsledernes biler.

– Så kan vi give dem som en trøst til børn eller borgere med særligt behov. Bamserne får vi fra nogle frivillige, der hækler og strikker dem, og det er fantastisk, at nogle vil gøre dette arbejde, siger Lenni Schmidt.

I et opslag på Facebook fra Sydvestjysk Brandvæsen hedder det:

Hvor er vi bare taknemmelige!

Så mange dejlige trøstebamser er blevet hæklet og strikket til os af fantastiske frivillige!

Når vi møder børn i akutte og svære situationer, kan en lille bamse gøre hele forskellen. Den kan give trøst, ro og noget at holde fast i, når verden føles usikker.

Derfor betyder det enormt meget for os at have disse søde bamser klar i vores biler. De er lavet med kærlighed og omhu, og hver eneste bamse er unik.

En særlig tak til Mie og Gitte, som har været tovholdere på projektet og koordineret indsatsen. I er guld værd!

Tak til alle jer, der har brugt jeres tid på at give trøst videre til de mindste i vores område. Jeres indsats betyder mere, end I måske tror.

Hvis du gerne vil være med til at lave bamser er der stadig mulighed for dette.