Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 30. januar.
Når alarmen lyder næste gang, vil mandskabet ved Sydvestjysk Brandvæsen rykke ud i et helt nyt, moderne og tidssvarende køretøj, hvor ikke alene selve køretøjet men også alle de hjælpemidler, bilen er pakket op med, er det mest moderne.
Det betyder også, at brandfolkene vil være endnu bedre i stand til at hjælpe borgerne uanset, om det er i forbindelse med en brand, om det er ved et færdselsuheld eller noget helt tredje.
Det nye køretøj er netop sat i drift, og det erstatter en 15 år gammel brandbil, der fremover vil komme til at gøre tjeneste i Sønderho.
Den nye brandbil er forsynet med det mest moderne udstyr indenfor brand- og redning. Bl.a. er bilen forsynet med et helt nyt slukningsudstyr, det såkaldte Cobra. Her kan brandfolkene ved hjælp af ekstremt højt vandtryk og metalspåner i vandet skære igennem metal og beton med et lille hul og på den måde trænge ind og slukke ild i eksempelvis en container eller andre lukkede rum uden at brandmændene skal lave et stort hul og dermed skaffe ilt som næring til branden. Dermed kan ilden hurtigere og mere effektivt bekæmpes før de store skader opstår.

Så meget som overhovedet muligt er automatiseret på den nye brandbil. eksempelvis køres alt materiel fra bilens tag automatisk ned til brandmændene. På den gamle bil skulle brandfolkene selv via en stige kravle op på taget og hente udstyret.









































































