Tekst og foto Hasse Jørensen, tirsdag den 3. oktober 2023

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe er god rustet, hvis der skulle opstå en ulykke med kemikalier i brandvæsnet dækningsområde.

Det viste en øvelse tirsdag aften, hvor meldingen gik ud på, at to personer på et kontor på plejehjemmet Åhaven var ramt af ukendte kemikalier, da de åbnede en forsendelse.

Samtidig med, at brandvæsnet i Ribe blev tilkaldt, blev kemikaliebilen fra Esbjerg alarmeret. Kemikaliebilen indeholder nogle dragter, der minder om rumdragter, som er modstandsdygtige overfor alle kendte typer af kemikalier i modsætning til det røgdykkerudstyr, som brandvæsnet normalt bruger som beskyttelse mod røg.

Iført kemikaliedragterne kan brandfolkene gå ind på et ulykkessted og redde eventuelle tilskadekomne, som, når de kommer ud fra ulykkesstedet, vil blive vasket i et specielt telt, der rejses til lejligheden.

Du kan læse mere om øvelsen på brandvæsnets hjemmeside ved at klikke her.