Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 28. februar 2023
Brandsikkerhed er af største betydning, og en meget vigtig del af brandsikkerheden er røgalarmer. Og brandsikkerheden skal vedligeholdes.
Det fastslog viceberedskabschef i Sydvestjysk Brandvæsen, Kjeld Tauman, da han på Ribe Bykernes Beboerforenings generalforsamling i aftes på Hotel Ribe holdt et indlæg netop om brandsikring.
Og med hensyn til røgalarmer advarede han mod at pille alarmerne ned, fordi de nu en gang har ”bippet” som tegn på, at de mangler et nyt batteri.
Han nævnte bl.a., at det er meget vigtigt, at hvis håndværkere eller andre laver et hul i en væg, der danner brandadskillelse, at hullet så efterfølgende bliver lukket til igen. Det kan f.eks. være i forbindelse med en rørgennemføring.
– For selv røg kan brænde ved høje temperaturer, og ild og røg kan trænge igennem et hul, fastslog Kjeld Tauman.
Han tog udgangspunkt i den store brand på Torvet i Ribe, hvor Lindegården blev lagt i ruiner.
– Her var der tale om en tidligere fabriksbygning, hvor der var lavet nogle vægge med hulrum hele vejen op gennem bygningen, og det betød, at brandvæsnet ikke vidste, hvor det brændte, sagde Kjeld Tauman og nævnte det som et eksempel på, at hvis ikke adskillelsen mellem det, brandvæsnet betegner som brandceller, er i orden, kan det gå frygteligt galt, fordi så ved brandvæsnet ikke, hvor det brænder.
Kjeld Tauman opfordrede til at sikre, at døre og lemme, der danner sådanne adskillelser mellem brandceller, altid er lukkede, når de ikke bruges, og at de altid er i orden. Og han anbefalede, at man sikrer sig, at brandadskillelsen mellem to sammenbyggede huse også er intakt.
Kjeld Tauman advarede også mod den moderne teknik.
– Vi ser, at elektriske opladere bryder i brand uden videre, og hvis de ligger i en sofa eller tæt på et gardin, breder branden sig meget hurtigt.
Også levende lys advarede viceberedskabschefen mod: – Når man har set et barn, der har væltet et levende lys ned over sig med brændende stearin, eller når man har set en voksen gøre det, hvorefter vedkommende er kørt til hospitalet og efterfølgende er død af forbrændinger, synes man ikke, der er meget hyggeligt ved levende lys, fastslog Kjeld Tauman, der i stedet henviste til led lys.









































































