Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 3. dec.
Julen står for døren, og Ribe Brandmandsforenings juleudstilling på brandstationen er nu færdig og klar.
I lokalerne ud mod Rosenalle er der lavet et julelandskab med en stor Lego-brandstation, tog, julemand, julemusik og meget mere. Og når man trykker på en kontakt på ruden, kører det hele.
Der er også knyttet en konkurrence til arrangementet. Det gælder om at tælle, hvor mange nisser, der er i udstillingen, og resultatet skrives på en kupon, der lægges i den dertil indrettede postkasse ved udstillingen.
Kuponen findes også i en kasse ved udstillingen, eller du kan printe den ud her. Ugeavisen bringer også kuponen, og det samme gør RYK IND RIBE ved at klikke her nissekonkurrence
Konkurrencen slutter den 24. december, og vinderen udtrækkes mellem jul og nytår. Gevinsten er en VIP-dag på Ribe Brandstation under tulipanfesten for vinderen og dennes skoleklasse/børnehaveklasse.
God fornøjelse.










































































