Tekst Hasse Jørgensen, fotos privat, torsdag den 24. december

Ribe-drengen Oliver Labonte er blevet grebet så meget af det at være brandmand, at han efter en femårig karriere på Flyvestation Skrydstrup nu er blevet en af otte indsatsledere i Billund Lufthavn med ansvar for bl.a. sikkerheden i lufthavnen.

Det var lidt af en tilfældighed, der ikke mindst skyldes viceberedskabschef Kjeld Tauman, Sydvestjysk Brandvæsen, at Oliver Labonte overhovedet kom ind i brandvæsnet.

– Jeg var den gang en knægt, der havde ild i bagdelen, og da Kjeld en dag spurgte, om det ikke var noget at blive brandmand, slog jeg til. Jeg blev uddannet i Sydvestjysk Brandvæsen, og har indtil videre været her i ti år. Syv år som brandmand og tre år som holdleder. jeg blev så grebet af jobbet, at jeg nu har gjort det til min levevej.

– Da muligheden for at blive fastansat assistent på Flyvestation Skrydstrup opstod, opfordrede Kjeld mig til at søge, og det blev til fem år i Skrydstrup indtil jeg nu er blevet indsatsleder fly i Billund, fortæller den i dag 38-årige Oliver Labonte.

Udsendt

Det førte bl.a. til, at han nu har solgt firmaet Ribe Carshine for helt at hellige sig brandmandsopgaven og sætte den ejendom i stand, som han og konen samt de tre dejlige børn – som Oliver siger – er flyttet ind i mellem Ribe og Høm.

Hvordan får du tid til det hele?

– Det er også svært, men når jeg arbejder, har jeg nogle lange vagter, og det giver også mange fridage, lyder forklaringen.

Oliver Labonte har som led i erhvervskarrieren taget en masse uddannelser og kurser. Tiden i Skrydstrup gav også anledning til udstationering i både Lithauen og i Frankrig, hvor han var brandmand for de danske F16-fly, der var udstationeret. Desuden gav det også nogle oplevelser for livet, som den store brand i en olietank på Fredericia havn, og den store hedebrand i Midtjylland. Her var Oliver Labonte med i slukningsarbejdet med en af Flyvestation Skrydstrups store chrastendere, der er nogle specialbyggede brandkøretøjer beregnet til indsats ved flybrande, men som også er effektive i andre sammenhænge.

Mange opgaver

Som indsatsleder fly i Billund har Oliver Labonte ansvaret for fire kolleger, når han er på vagt, og opgaverne er mangfoldige men har alle med sikkerhed at gøre.

Det er lige fra indsats ved ulykker i lufthavnen, hvor det som indsatsleder er Oliver Labontes ansvar at rekvirere den fornødne hjælp ude fra i form af det lokale brandvæsen, ambulance, politi eller hvad, der måtte være brug for, til kontrol af landingsbaner og holde øje med fuglelivet ved lufthavnen og skræmme fugle bort, hvis det er nødvendigt.

– Efter trafikken på lufthavnen ikke er så tæt mere, er der kommet flere fugle til, og fugle og fly er en dårlig kombination, fortæller Oliver Labonte, der også fortæller, at en af opgaverne er at kontrollere landings- og startbarne, når store fly er landet eller lettet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Som det ses hænger motorerne ind over græsset ved siden af banen, og det betyder, at der kan blæses meget jord, græs og andet ind på landingsbanen, så den ikke kan bruges, før den er gjort ren.

– De største fly har et vingefang, så de yderste motorer hænger ud over græsarealerne ved siden af banen. Det betyder, at slipstrømmen fra motorerne kan blæse sten, græs og andet ind på banen. Jeg skal så sørge for at lukke banen og få tilkaldt personale, der kan gøre banen ren igen. Og først når jeg har godkendt det, kan jeg igen åbne banen for fly.

Yder førstehjælp

Oliver Labonte bliver også tilkaldt, hvis en person i lufthavnen bliver syg.

’- Vi har en masse måleudstyr i bilen, så vi kan måle blodtryk, puls, blodsukker og meget andet, og det er så op til os at afgøre, om der skal tilkaldes en ambulance, eller om personen kan komme med et fly.

– Vi kan ikke nægte en passager adgang til flyet, men vi kan underrette flyets kaptajn om situationen, og han kan så ud fra vores anbefaling nægte at tage passageren med ud fra en sikkerhedsvurdering.

Oliver Labonte er også ved at implementere en helt ny uddannelse af bird control personale i lufthavnen.

– Tidligere var det sådan, at vi i brand- og redning lejede personale blandt de, der var beskæftiget med bagagehåndtering. Men nu har vi fået vores egne 20 medarbejdere, og dem er vi i fuld gang med at uddanne nu, fortæller Oliver Labonte, der tydeligvis brænder for det spændende arbejde.

En af de store opgaver var tankbranden på Fredericia Havn

Det er det tunge udstyr, Oliver Labonte arbejder med i Billund Lufthavn