Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Mandag den 30. juli
Selv om det var meget varmt denne mandag eftermiddag, måtte brandfolk fra Ribe en tur til Vilslev og Gredstedbro for at rense dele af Vilslevvej over en længere strækning.
Vejen var meget glat på grund af spild af olie, og da flere biler var kørt igennem olien, var den blevet spredt. Det havde forstærket problemet.
Forbipasserende alarmerede politiet, der sørgede for, at brandvæsnet rykkede ud.
– Vi rensede og spulede vejen, så den igen blev sikker at køre på, fortæller indsatsleder Jan Christiansen, Sydvestjysk Brandvæsen.
Hvor olien stammede fra, melder historien intet om, men da brandfolkene havde svedt bravt under arbejdet, blev der hjemme igen lige tid til en svalende is.










































































