Tekst: René Jørgensen foto: privat
23. august 2018
Brainstorm i Jernved Kulturhus – hvad kan vi gøre for at få flere tilflyttere?
Var emnet tirsdag den 21. august 2018, hvor fællesudvalget havde inviteret til fællesspisning og en drøftelse af hvordan man styrkede området som bosætnings by.
Omkring 100 var mødt op til aftenen, heraf 15 børn som efter spisningen gik i Aktivitetshuset med et par lokale ”lejetanter”, der sørgede for børnene kunne lege, mens forældrene drøftede hvad man kunne gøre for at gøre Jernved/Jernvedlund mere attraktiv for at få unge tilflyttere.
Jernved/Jernvedlund skal være en spændende og levende by at bo i.
Aftenen bød på mange ideer og forslag, man ønskede en købmand i byen, bedre mobiltelefondækning og så vil man skabe aktivitetsformer som madlavning for mænd, eller datter lærer far at lave mad, dette måske for at glæde og aflaste mor lidt, hvem ved.
Madordning, med mad fra kulturhuset en gang om ugen, fredagsbar og fælles aktiviteter for enlige med dans og kortspil.
På mødet blev der udarbejdet et godt materiale til at arbejde videre med og der manglede ikke forslag og ideer.
Jernved/Jernvedlund er kendt for deres fantastiske sammenhold og spændende arrangementer, fx byfesten som skal udvides med flere børneaktiviteter, så der er noget for hele familien.










































































