Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, mandag den 5. august 2024
Hverken mennesker eller dyr kom noget til, da der mandag eftermiddag udbrød brand i en traktor ved en gård på Strengevej. Traktoren stod tæt på en stor stald med adskillige kreaturer, men det lykkedes hurtigt brandvæsnet at afskære branden i traktoren fra stalden.
– Vi fik hurtigt afskåret branden fra selve stalden, og da der blev sat højtryk på stalden, så røgen ikke kunne trænge ind i den i øvrigt åbne stald, var faren drevet over. Det var ikke så dramatisk, som det i første omgang lød, fortæller indsatsleder Thomas Laugesen.
Traktoren udbrændte totalt og kommer ikke mere ud at køre ved egen hjælp.
Ilden udløste en stor sort røgsøjle, der kunne ses på lang afstand.
Brandfolkene slukkede ilden i traktoren med to HT-rør og fire røgdykkere.
Efter et par timers indsats, kunne brandfolkene returnere til stationen.