Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, mandag den 2. oktober 2023

Ribe får ikke en selvstyrende havn, som bl.a. Lokalråd Ribe Midt har ønsket, men der arbejdes videre med den strategiske udviklingsplan for Skibbroen og det maritime Ribe, som blev igangsat i 2022 som en del af områdefornyelsen i Ribe.

Det fortæller borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), efter byrådets økonomiudvalg i dag har haft sagen forelagt.

– Sagen har jo været i plan- og byudviklingsudvalget, og vi følger indstillingen herfra og godkender dermed planen. Det er jo i bund og grund at arbejde videre med de ting, der blev startet på konferencen på DanHostel i Ribe, hvor vi alle fik syn for sagn for, hvor meget det hydrologiske og vandstanden i åen betyder, og hvordan det hænger sammen.

Borgmesteren slår fast, at der er masser af muligheder i strategiplanen: – Vi arbejder videre med alle gode forslag og muligheder, der er for kulturen.

Formålet med planen er at bevare de nuværende kulturhistoriske værdier og sikre, at nye fysiske tiltag indordner sig herunder. Det er et formål at sikre høj arkitektonisk og kulturel kvalitet i Ribes historiske kulturmiljø, da Ribe også er internationalt kulturarvsareal, og som har stor betydning både for borgere og gæster og turister, og så er det et formål at skabe sammenhæng og fremdrift i udviklingen af området.

Udviklingsplanen er delt op i to faser. Første fase inddrager et større område omkring Ribe for at kunne forstå de sammenhænge, Ribe er en del af, da forskellige forhold som kultursvampen, fredninger, nationalparken, landbrugsinteresser, klimaforhold, infrastruktur og beskyttede naturtyper og arter hænger tæt sammen og griber ind i hinanden.

Anden fase omfatter udarbejdelsen af den strategiske udviklingsplan for Skibbroen og det maritime Ribe med en fysisk plan omfattende en handleplan med forslag til konkrete projekter.