Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 16. maj 2023
Det er en på mange måder unik bygning, der på mandag den 22. maj officielt tages i brug på Industrivej.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen vil klippe den røde snor til den 700 kvadratmeter store udvidelse af Controlled Polymers bygninger på adressen.
Udvidelsen giver ikke alene plads til at flytte ejerens, Americhem Inc., europæiske hovedkvarter fra England til Ribe, men det giver samtidig plads til udvidelse af produktionen, ligesom det administrative personale får langt mere plads, end tilfældet har været hidtil.
Planerne for den fysiske udvidelse blev startet allerede i 2021 af den daværende direktør Mogens Larsen, og ved rejsegildet nævnte vicepræsident i Americhem Inc., og direktør for Europa, Barto de Plessis, i sin tale bl.a., at udvidelsen i Ribe er en vigtig del af selskabets planer for fremtiden i både Europa og USA, og at den er med til at sætte Ribe på landkortet.
Controlled Polymers blev stiftet i 2000 af Anders Flensburg, og firmaet har siden vokset sig stort og har i dag omkring 80 ansatte.