Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 20. oktober 2025
Ungeløftet kom i dag, mandag, officielt til Esbjerg Kommune, hvor tanken er, at initiativet skal hjælpe de mange unge i hele kommunen, som enten er på kontanthjælp, og som har problemer med at finde en arbejds- eller uddannelsesplads, eller som har svært med at få en uddannelse.
Det drejer sig om godt 700 i Esbjerg Kommune, der er mellem 18 og 30 år, og dertil kommer unge under 18 år, som har det svært med at finde et job eller gennemføre en skolegang.
Ungløftet blev præsenteret ved et arrangement ved Ung på vej – Uddannelseshuset på Spangsbjerg Møllevej, og at dømme ud fra interessen for og deltagelsen i arrangementet, er der god grund til at tro på en succes. Det i dagens anledning rejste teltet var fyldt til randen af politikere, folk fra erhvervslivet, unge, og folk, der arbejder med unge.
Og eftermiddagens melding var helt klart, at ved et samarbejde på tværs af kommunen, institutioner, erhvervslivet og andre, der har med unge at gøre, står man langt stærkere i arbejdet, end hvis alle arbejder hver for sig.
Ungløftet skyldes en bred politisk beslutning på Christiansborg, og det er efterhånden udbredt til en stor del af landets kommuner.
Ved præsentationen mandag deltog borgmester Jesper Frost Rasmussen og økonomiminister Stephani Lose som repræsentant fra regeringen.
Og det, der blev slået på, er netop samarbejde på tværs af kommune, organisationer, foreninger og andre, der har med unge at gøre.
– Vi står med en generation af unge, der har talent, energi og drømme. De er vores kommende lærlinge, studerende og iværksættere. De er vores kommende kolleger, chefer og måske politikere. Men vi ved også, at for nogle unge er vejen frem ikke lige til. Det første skridt kan føles tungt, og døren ind til uddannelse eller arbejde kan være svær at få åbnet, sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen bl.a. og fortsatte:
– Ungeløftet handler om at tage hinanden i hånden med de forskellige kasketter, vi nu har på. Som kommune, virksomhed, organisation og samfund. Og sammen forpligtiget vi os med et løfte til de unge om, at de ikke skal stå alene.
Borgmesteren pegede også på, at fremtidens arbejdsmarked har brug for de unge. Derfor er det en fælles opgave at sikre, at de får en god start.
– Her i Esbjerg Kommune har vi allerede taget mange gode skridt i den retning. Ungeløftet byder oven på det, vi allerede har og giver en mulighed for at gå endnu længere. Vi skal ikke opfinde alle ting på ny men samle kræfterne og finde de løsninger, som virker netop for de unge i kommunen. Der er plads til alle, og der er brug for alle i Esbjerg Kommune, lød det fra borgmesteren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Borgmesteren og økonomiministeren
Stephanie Lose slog fast, at vi alle skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe de unge.
På landsplan er der omkring 43.000 unge, der er på kontanthjælp og således ikke har job eller er i gang med en uddannelse, og tallet er stigende.
– At vi kan samles her, er et rigtigt godt udgangspunkt. Alle har en rolle at spille i det her arbejde.
Ministeren slog også på, at der ikke er en simpel løsning på problemet, for de unge mennesker er ikke ens. En stor del af dem har kontant med det psykiatriske system, men alle har deres egen historie, som giver forskellige baggrunde.
– Samarbejde er nøgleordet, fastslog ministeren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Panelet
Både minister og borgmester deltog efterfølgende i et panel sammen med forretningschef Mathias Finnerup, Q8, Michael Petersen, tilbudsleder ved Trinbrættet, Charlotte Tipsmark, direktør ved Forberedende Grunduddannelse, og Niels Bækgaard, direktør ved Sport og Event.
Her blev der redegjort for, hvor man de forskellige steder arbejder med de unge og det gennemgående var, at der skal tages udgangspunkt i den enkelte unges situation.
Som Mathias Finnerup sagde: – Jeg starter med at tage en samtale med den unge for at finde ud af, hvad forventningerne er og hvor den unge står. Så prøver vi at opsætte et mål for den unge, som er realistisk. Jeg prøver at fortælle de unge, at når jeg skal betale for at have dem, skal de også arbejde. Vi stiller krav til dem, og der er mange af dem, der aldrig har mødt et krav før. Vi skal ikke sætte skiven for højt men heller ikke for lavt, for så bliver det ikke til noget.
Fakta
Ungeløftet er et resultat af et bredt politisk forlig i Folketinget.
Formålet er at hjælpe de unge, der har svært ved at komme i gang med en uddannelse eller et arbejde.
Ungeløftet er efterhånden bredt ud til mange kommuner over hele landet. Stephanie Lose har tidligere været i Varde og Tønder kommuner med Ungeløftet, og tog fra Esbjerg til Sønderborg.

Der var stor opbakning bag arrangementet