Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 8. september 2023

Det er tid for valg af elevråd, og på Egebæk-Hviding Skole Vadehav blev valget fredag morgen gennemført efter alle demokratiets regler, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) åbnede valget som borgmesteren også gør, når der er byrådsvalg.

Da borgmesteren kom, blev han modtaget af to piger, der i stedet for blomster overrakte egne tegninger til borgmesteren. En tredje pige var i gang med at sy en terning, og hun lovede, at borgmesteren nok skulle få den, når den var færdig. Og da borgmesteren forlod skolen, blev terningen overrakt i færdig stand.

Skolen havde virkeligt forberedt valget på alle måder, og selve valghandlingen foregik i bokse, hvor gardinerne var trukket for, når den enkelte elev afgav sin stemme. Nøjagtigt som ved et byrådsvalg.

At der virkeligt var gjort noget ud af forarbejdet, viser også den kendsgerning, at der var rigtig mange elever, der gerne ville i elevrådet.

Det var en synlig imponeret Jesper Frost Rasmussen, der efter arrangementet roste skolen for det store engagement i demokratiet.

– Medlemmer af det afgående elevråd fortalte om nogle af de ting, de havde arbejdet med. Bl.a. har elevrådet fået lov at bestemme indholdet i skolens trivselsdag, og de havde fået udvirket, at gårdvagterne bar veste, så de var lettere at finde.

– Ting i det små, men som også har stor betydning, og man skal tænke på, at det er en grundskole med elever op til og med 6. klasse, fortæller Jesper Frost Rasmussen.