Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, fredag den 28. september

Mange spørgsmål rejser sig efter, at det fredag formiddag blev kendt, at Ribe Jernstøberi a/s er indgået i en frivillig konkurs.

Spørgsmålene er bl.a., hvor meget af virksomheden, der kan sælges fra, hvor mange af de 65 medarbejdere kan finde beskæftigelse i enten videreførte dele af Ribe Jernstøberi a/s eller andre steder, og hvad sker der med de store planer for et nyt byområde på jernstøberiets grund.

De 65 medarbejdere blev fredag formiddag orienteret af deres respektive fagforbund, men hvad der skal ske, er indtil videre uafklaret. Indtil videre er de sendt hjem.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ærgrer sig over, at det kom så langt ud med en gammel, hæderkronet virksomhed som Ribe Jernstøberi a/s.

– Det var en meget trist besked at få. Det er meget trist, at det er kommet så langt med en gammel, hæderkronet virksomhed med en meget lang historie. Nu må vi håbe, at der kan findes købere, så i hvert tilfælde en del af virksomheden kan føres videre, siger borgmesteren.

– Kommunen er jo involveret i fremtidsplanerne for støberiets grund. Får konkursen nogen betydning for disse planer?

– Jeg har ingen forventning om, at det ændrer på de planer.

– Jernstøberiet havde jo planer om at lukke ned for produktionen inde i byen og rykke den ud mod Nørremarken. Indtil videre arbejder vi i hvert tilfælde videre med lokalplanen for området, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

I planerne indgår en ny fødevareforretning opført af Lidl, og som skulle have placering lige ned mod åen.

Ribe Jernindustri er ejet af Ribe Business Group, der blandt ejerne har direktør Micheal Boel Olesen og direktør Vagn Holst Sørensen, der var medstifter og medejer af Bdr. Holst Sørensen Obbekær Traktorimport.

Ribe Business Group er et holdingselskab, der ejer Ribe Jernstøberi a/s, Hudevad Care, der også producerer radiatorer i Ribe, Ribe Jern Ejendomme samt MN-rør og Totalentreprise.

Det er en kendt sag, at virksomheden i de seneste år har været udsat for en meget hård konkurrence på radiatorområdet fra østeuropæiske lande og ikke mindst Tyrkiet. Derfor prøvede Ribe Jernstøberi og Hudevad Care at gå nye veje og satse på meget miljøvenlige og energibesparende radiatorer, ligesom man lavede nogle meget hygiejniske varmepaneler beregnet ikke mindst til sygehuse.

I 2017 kom Ribe Business Group ud med et underskud på knapt 18 millioner kroner.