Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, onsdag den 18. nov.

Stor flid hos borgerne er årsag til, at Esbjerg Kommune får en ekstra regning på 10.763.000 kroner for bortskaffelse af affaldstræ, specielt trykimprægneret træ, bl.a. på genbrugspladsen i Ribe

Det fortæller formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (V), der fortæller, at man nok havde en mistanke om, at der var en overskridelse på budgettet på dette punkt, men at man ikke forventede en så stor overskridelse.

– Hvorfor er det blevet så voldsomt?

– Det er fordi folk har været hjemme under corona-krisen med masser af tid til at lave om. Vi kunne jo mærke det, da vi lukkede genbrugspladserne ned. Der var et meget stort ønske om at få dem genåbnet, og det havde jo en naturlig årsag, siger Søren Heide Lambertsen.

Det viser sig, at der alene i juni blev afleveret affaldstræ i en mængde, der svarede til den totale mængde i hele 2019.

Problemet er, at det er samme tendens, der gør sig gældende over hele landet, og derfor er markedet for affaldstræ mættet. Det betyder, at prisen for at komme af med affaldstræ er steget.

Det bliver borgerne, der kommer til at betale regningen, der bliver indarbejdet i næste års udgifter til renovation og genbrugspladser.