Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, onsdag den 22. april 2026

Borgere og interessenter inviteres nu til informationsmøde om vejen frem for den fremtidige trafik i den indre by i Ribe, og dermed er der åbnet mulighed for en mere rolig trafikafvikling.

Borgermødet holdes den 13. maj klokken 19 i Fællessalen på seminarieHuset. Her vil deltagerne i mødet blive præsenteret for resultaterne og de vedtagne anbefalinger, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere på, hvad der sker fremadrettet.

Det sker efter evalueringen af trafikforsøgene i Ribe er nu politisk behandlet, og som tidligere omtalt, har Plan, By og Lokalsamfundsudvalget godkendt de anbefalinger, der peger på en mere rolig og velfungerende bymidte.

Trafikforsøgene blev gennemført i somrene 2024 og 2025 med det formål at reducere gennemkørende og parkeringssøgende trafik i den historiske bykerne. Evalueringen viser, at forsøgene har haft en tydelig positiv effekt. Trafikken og gennemkørslen er reduceret markant, antallet af ulovlige parkeringer er faldet betydeligt, og der er fortsat mange besøgende i byen.

På den baggrund har udvalget besluttet at arbejde videre med en række tiltag, der skal understøtte en bedre balance mellem byliv, tilgængelighed og hensynet til Ribes kulturarv. Det gælder blandt andet justering af gågadezonen, bedre parkeringsinformation og sæsonskiltning til de større p-pladser og flere handicapparkeringspladser. Derudover ses der på løsninger ved indgangene til bykernen, som kan tydeliggøre overgangen til den historiske by, ligesom arbejdet med analyser af parkeringsregulering og mulige tiltag i forbindelse med events fortsætter.

– Vi er i styregruppen meget tilfredse med, at vores anbefalinger er blevet taget godt imod i udvalget. Det giver et stærkt afsæt for det videre arbejde med at skabe en mere rolig og velfungerende bymidte i Ribe, siger Morten Andersson, chef for Natur & Byrum og formand for styregruppen.

Fakta

Trafikforsøg i Ribe Middelalderby er gennemført i somrene 2024 og 2025.

Styregruppen består af Esbjerg Kommune, Lokalråd Ribe Midt, Ribe Bykernes Beboerforening og Ribe Handelsstandsforening.

Evalueringen bygger på trafiktællinger, parkeringsdata, teledata samt vibrationsmålinger på fredede og bevaringsværdige bygninger.