Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Onsdag d. 26. Januar 2022
Ordet kommune betyder fælles og hvis der var én konklusion, der stod klar og tydelig efter det borgermøde, som Esbjerg Kommune havde inviteret til i Ribe tirsdag aften, så var det at klimatiltag er noget, vi laver sammen på alle niveauer. Hvis Esbjerg Kommunes meget ambitiøse plan om at blive CO2-neutral allerede i 2030 skal lykkes, kræver det en fælles indsats. Ikke bare en indsats, hvor byrådet tager beslutninger, men hvor vi alle bidrager, med det vi kan i form af individuelle handlinger og løsningsforslag.
Her i uge 4 sættes der fokus på klimaplanforslaget. Politikere fra Klima & Miljøudvalget og kommunens Miljøchef Christina Fønss besøger torsdag Bramming Egnsmuseum og lørdag Kongensgade i Esbjerg. I Ribe tirsdag aften var fremmødet ikke stort. Omkring 10 borgere var mødt op plus et ukendt antal, der fulgte mødet online. Det kan skyldes Omikronet, men det kan også skyldes, at Esbjerg Kommune endnu ikke har fundet den helt skarpe metode til at invitere bredt. Måske flere var dukket op, hvis de havde vidst at mødet var der.

Ribe Katedralskole var rammen om borgermødet tirsdag aften. Udvalgsformand Jørgen Ahlquist lagde ud og tog sig af de politiske spørgsmål og forslag, mens det var miljøchefen, der fremlagde detaljerne i planen og svarede på de praktiske og tekniske input fra sal og den virtuelle mødedeltagelse.
Esbjerg kommunes klimaarbejde har fokus på CO2-reduktionern. Man tror og håber det kan ske gennem synergi og samarbejde og at det faktisk kan skabe vækst og velfærd, fordi virksomheder og kommune er ganske langt med at skabe en bæredygtig Energimetropol. Lad os håber det kan bære.
Esbjerg Kommune producerer 1,21 millioner tons CO2e pr. år. Landbruget står for 40%, energisektoren for 42% og Transportsektoren for 16%. Det er altså disse tre områder, der er krumtapperne for reduktionerne.
Christina Fønss tog os med på en tur rundt i udfordringer og muligheder. På Esbjerg Kommunes hjemmeside kan man læse det hele https://www.esbjerg.dk/om-kommunen/vision-og-politikker/klimaplan
Der blev talt grundigt om delelementer og der kom gode spørgsmål og forslag fra salen m.m.
En hovedpointe for aftenen blev, at kommunens samarbejde med landbruget er helt afgørende for at komme i mål på den gode måde. At landbruget kan, skal og vil være den konstruktive samarbejdspartner.
Et andet tydeligt element, som kommer til at vokse, er brugen af grøn energi i transportsektoren kombineret med forholdsvist radikale trafikløsninger, hvor der skal sluges nogle kameler rundt omkring. F.eks. kom der forslag om at realisere drømmen om en eldrevet letbane fra Hviding i Syd til Hjerting og måske Varde i nord eller at arbejde for at der stilles krav til Arriva om at skifte de dieseldrevne tog ud med eldrevne på den nuværende strækning.
På mikroplanet handlede forslagene om, hvad vi selv hver især kan gøre for at bidrage og hvordan vi kan hjælpe hinanden til at blive bedre og bedre. Skifte til en grønnere form for opvarmning af boligen, overveje transporten i dagligdagen, tænke over eget forbrug af mad, tøj elektronik osv.
Her blev behovet for lokale partnerskaber i landsbyerne og i bydelene i de større byer krumtappen. Vi skal hjælpe hinanden med at blive gode til det. Og så skal vi plante træer og lade græsset gro. Personligt kunne jeg godt tænke mig at der blev plantet en fælles byskov på markerne mellem Ribe og Lustrup.









































































