Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, lørdag den 8. oktober 2022
At inddrage borgerne i Esbjerg aktivt i de politiske beslutninger, har vist sig svært.
Derfor skal byrådet også på sit møde på mandag tage stilling til, om ordningen med borgerdrevne forslag skal fortsætte.
Ordningen blev vedtaget i 2018 og blev evalueret efter to år. Den gang blev det besluttet at fortsætte ordningen et år men nedsætte antallet af sympatisører for et forslag fra 2000 borgere til 500. Men det har også vist sig at være en særdeles begrænset succes.
”Forslaget går i al sin enkelthed up på, at borgere kan rejse et forslag for byrådet, og hvis der er 500 borgere, der via NemID (eller nu MitID. Red.) giver til kende, at det er et godt forslag, der bør behandles i byrådet, skal byrådet drøfte den rejste sag.
Der har til dags dato i alt været stillet 18 borgerdrevne forslag, og aktuelt er der to aktive forslag, der kan stemmes på. Forslagene har i gennemsnit fået 35 stemmer. Der er derfor ingen borgerdrevne forslag, der er overgået til Byrådet til behandling. På den baggrund må det konstateres, at der er en meget begrænset brug af ordningen med borgerdrevne forslag. Tillige må det anses for meget få stemmer, der er givet til de fremsatte borgerforslag”, hedder det i den indstilling, byrådet mandag skal behandle, og der ligger da også en indstilling fra kommunaldirektøren om, at ordningen afskaffes.
De fem forslag, der har fået flest stemmer, fordeler sig således;
”Åbn Øster Kjersingvej mellem Nordskrænten og Kjersing Ringvej” 244 stemmer
”Stop de 2 % planlagte besparelser på dagtilbud på familie og folkeskoleområdet” 116 stemmer
”Ønske om helhedsplan for bymidten i Esbjerg By” 56 stemmer
”Vi ønsker ikke en klapbro i Ribe” 46 stemmer
”Grødeskæring i Ribe Vesterå” 42 stemmer
”Ølboden på Torvet i Ribe skal flyttes” 40 stemmer.
At de tre meget omtalte sager Fra Ribe kun har fået så få stemmer for at få dem rejst i byrådet, viser åbenbart, hvor svært det er at få borgerne inddraget i demokratiet. For i den offentlige debat har de fyldt og fylder fortsat meget.









































































