Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 20. februar 2024

Det er nok de færreste, der kender ordningen. I hvert tilfælde er der ikke mange, der har brugt den, men efter at have været en forsøgsordning, er den nu gjort permanent.

Der er tale om den ordning, der giver borgerne mulighed for at få foretræde for et politisk udvalg og her tale for deres sag, som skal behandles af udvalget.

På byrådsmødet mandag oplyste borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), at der er tale om et forsøg, som er gennemført siden 1. januar 2022. Borgmesteren kunne også oplyse, at ordningen har været sparsomt benyttet, men på byrådsmødet gik et enigt byråd ind for at gøre ordningen permanent. Det glædede den radikale Anne Marie Geisler Andersen, der som den eneste ud over borgmesteren tog ordet.

I indstillingen til byrådet hedder det, at ordningen ikke kræver de store personalemæssige ressourcer. Siden forsøgsordningen startede, er ordningen brugt fire gange.