Tekst og foto: Bo Børsen Hansen, søndag den 21. september 2025.

Lørdag tog Ribe BTK med Thomas Andersen, Mikkel Skovborg Andersen, Thomas Åkjær og Morten Hytting på holdet hjemme imod de på forhånd formodede stærke hold Kvik Næstved og Triton-Langeskov fra Fyn.

Holdet lagde ud mod Kvik Næstved, som havde 2 stærke svenskere med. Men Ribe har efterhånden 2 sammenspillede doubler ved henholdsvis Thomas/Thomas og Mikkel/Morten, så Ribe lagde ud med 2 doublesejre til 2-0 føring.

Singlerne gik i store træk også Ribes vej. 2 sejre hver til Thomas Andersen, Thomas Åkjær og Mikkel Skovborg Andersen sikrede en forholdsvis sikker 8-3 sejr.

I den anden kamp mødte Ribe som nævnt Triton-Langeskov. 2 doublesejre igen og lutter singlesejre pånær et enkelt single nederlag til Morten Hytting resulterede i en sikker 8-1 sejr.

Holdet ligger nu efter 3 kampe med maksimum 9 points og står således godt til at komme i oprykningsspil til 2. division. Men sæsonen er lang…