Tekst: Renè Jørgensen foto: SMART TRANING JERNVED
8. september 2020.
Boost din hjerne med SMART Training i Jernved
– Jeg “gav bolden op” til Jernved Ungdoms- og Gymnastikforening med forslag om, at man i foreningen nu kunne give tilbud om gymnastik i en aldersgruppe, der spændte fra de helt små til 60+ ere, fortæller Inge Thomsen fra Jernved. – Jeg havde hørt min svigerinde fortælle om de fantastisk gode oplevelser med SMART Træning i den by, hvor hun bor, og fik lyst til, at det skulle kunne tilbydes til vore borgere i Jernved.
Hjernegymnastik – kaldte min svigerinde det.
JUG, en forkortelse af Jernved Ungdoms Gymnastikforening, var med på ideen med det samme.
Charlotte Holgaard Bech, der tidligere har været instruktør i klubben, kommer til at lede holdet og som Inge Thomsen siger: – Vi er heldige, at Charlotte har mulighed for at træne holdet.
DGI blev kontaktet og var endda rigtig varme på ideen til landsbyen Jernved, da tilbuddet ikke findes ret mange steder i det jyske.
– Jeg glæder mig til at starte SMART Training i Jernved og håber, at mange har lyst til at udfordre sig selv. SMART Training er ikke fysisk krævende, så har man en dårlig skulder eller slidte knæ, så er det ingen hindring for at deltage. Alle er meget velkommen, fortæller Charlotte Holgaard Bech. Hvis man vil vide om SMART Training er det rigtige, er man velkommen til en prøvetræning, eller til at kontakte Charlotte på mobil: 2293 0414.
Hjernen skal til fitness
– Træningen skal hjælpe deltagerne til at være mere fokuserede, effektive og åbne over for ny læring i deres hverdag. SMART-training er som at sende hjernen i fitnesscenter. Gennem fysiske øvelser, der kobles op på farver og ord, kan man træne hjernen til at få bedre hukommelse og fokus, skriver DGI på deres hjemmeside.









































































