Tekst og foto: Hans Jørgensen, torsdag d. 24. maj.

Ribe Boligforening fusionerer per 1. juli med to andre boligforeninger.

Det er Røddingegnens Boligforening, der har 13 huse i Sdr. Hygum, og det er støberiets boliger på Seminarievej, hvor der er 25 huse.

Fusionen med støberiets huse på Seminarievej skal dog først konfirmeres på en ekstraordinær generalforsamling den 8. juli, men det regner formanden for Ribe Boligforening, Jens Hunderup, med er en formssag.

– Støberiet har meddelt beboerne, at støberiet ikke længere vil administrere boligerne. Og vi har haft et informationsmøde med beboerne. Her deltog der 14, der alle var indstillet på fusionen, ligesom bestyrelsen er det, fortæller Jens Hunderup.

Ribe Boligforeningen har godkendt fusionen på en ekstraordinær generalforsamling i aftes.

De to nye grupper lejere i boligforeningen kommer til at køre som to selvstændige afdelinger, og fusionen med Ribe Boligforening betyder ikke huslejestigninger.

– Støberiet har for kort tid siden reguleret huslejen med omkring ti procent for at bringe huslejen på niveau. Huslejen i boligerne på Seminarievej har før det ikke været reguleret i mange år, fortæller Jens Hunderup.

Med fusionen kommer Ribe Boligforening op på samlet set 1122 lejemål.

Det er 910 familieboliger, 19 ungdomsboliger og 165 ældreboliger. Hertil kommer så de 13 i Sdr. Hygum og de 25 på seminarievej.