Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 1. oktober

En af Ribe Boligforenings traditionelle arrangementer nemlig den årlige juletræsfest er i fare for aflysning den kommende jul. Årsagen er corona.

Det fortalte formanden for boligforeningen, Jens Hunderup, på foreningens generalforsamling.

Som Jens Hunderup slog fast, samler festen omkring 200 mennesker, og det er langt over det forsamlingsregulativ, der gælder i dag på maksimalt 50 personer. Og som Jens Hunderup også sagde, skal man snart til at arbejde med tilrettelæggelse af festen, hvis den skal gennemføres.

Under alle omstændigheder bliver festen ikke længere holdt i Ribelunds Festsal. Årsagen er, at den sal kan boligforeningen ikke leje mere. I stedet er der truffet aftale om at leje den gamle ribehal til formålet.

Boligforeningens juletræ er efterhånden den eneste ”rigtige gammeldags” juletræsfest, der holdes i byen.