Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 24. august.
Med kommunal frigivelse af 4,8 millioner kroner og en kvote på 60 boliger, kan Ribe Boligforening nu komme videre med boligprojektet på jernindustriens gamle grund.
Det er byrådet, der har frigivet de 4,8 millioner kroner samt kvoten på 60 boliger.
Formanden for boligforeningen, Jens Hunderup, regner med, at boligforeningen kan starte byggeriet lige efter årsskiftet eller i løbet af foråret.
⁃ Pengene og kvoten betyder, at vi nu kan komme i gang med den videre projektering og planlægning. Vi er godt tilfredse med at have fået pengene og kvoten, selv om vi havde håbet på en samlet kvote på de 120 boliger, som vi har planer om at bygge på stedet.
⁃ For os vil det være en økonomisk fordel at kunne projektere og udbyde det hele i en etape, og vi vil nu undersøge, om vi kan forvente en kvote til de sidste 60 lejligheder, så vi kan udføre det i to sammenhængende etaper, siger Jens Hunderup.
⁃ Kan de 120 lejligheder lejes ud? Der har været politiske røster fremme om, at det almennyttige boligbyggeri skal udbredes mere til de små lokalsamfund.
⁃ Jeg tror helt bestemt, at de 120 lejligheder kan lejes ud. Det er sværere andre steder, men Esbjerg og Ribe er hovedbyerne i kommunen.
⁃ M.h.t. til flere lejligheder i de mindre bysamfund er det meget svært at leje lejlighederne ud her. Vi har eksempelvis ledige lejligheder i Høm, og det tjener ikke noget formål at opføre nye lejligheder i de små landsbyer for senere at rive dem ned, fordi de ikke kan lejes ud, påpeger Jens Hunderup.
⁃ Boligforeningen har købt jord af selskabet Ribe Jern Ejendomme, og Jens Hunderup oplyser, at boligforeningen overtager jorden til november.
Projektet med de 120 boliger er en del af det projekt, der blev offentliggjort for år tilbage lavet af tegnestuen Vandkunsten, og som går ud på at opføre en hel ny bydel på jernindustriens område. En bydel, der omfatter boliger i forskellige former og størrelser, butikker og cafeer. Lidls nye forretning er således den første del af projektet.
Det udmærker sig i øvrigt ved, at området skal hæves, så boligerne bliver sikret mod oversvømmelse, og det betyder, at parkeringsarealerne kommer ned i niveau under boligerne, så områdets beboere vil kigge hen over de parkerede biler frem for kigge mod dem.









































































