Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 19. febr.
Spørgsmålet om, hvor bogbussen i fremtiden skal holde og eventuelt ikke holde, er skudt til hjørnespark.
Som led i de sparekrav, byrådet har stillet, er der, som tidligere omtalt her i RYK IND RIBE, fra forvaltningen kommet tre oplæg til en fremtidig køreplan for bogbussen. I forslagene opereres der med større eller mindre ændringer, men under alle omstændigheder opereres der med, at bogbussen skal køre mindre, end tilfældet er i dag. Og i alle tre forslag indgår Farup som en af de ”stationer”, der ikke skal besøges fremover.
Byrådets udvalg for kultur og fritid fik forvaltningens oplæg forelagt på sit møde tirsdag.
– Men udvalget har sendt sagen ned i gruppemapperne, så sagen kan blive drøftet i de politiske grupper, inden vi igen får den på vores bord, siger formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (C).
Formanden forventer, at sagen igen kommer op i udvalget i løbet af marts.










































































